Lyd opstår når luften bevæger sig frem og tilbage (i små bevægelser) – f.eks. når en violinstreng vibrerer, så skubber den luften frem og tilbage.
Bevægelserne forplanter sig gennem luften og rammer øret – som er indrettet på en sådan måde, at det kan høre visse lyde.
Begreber som man anvender for at kunne tale om lyd:
a. Man taler om lydstyrke – hvor kraftig lyden er – og måler lydstyrken i deciBel (dB).
b. Man taler om frekvens – hvor hurtigt luften vibrerer – og måler dette i Hertz, som er antallet af svingninger pr. sekund (Hz). F.eks. ligger tonen a under nøglehuls c’et typisk på 440 Hz.
Det menneskelige øre kan almindeligvis høre lyde i frekvensområdet 20 Hz til 18-20.000 Hz (20 kHz). Så lyd eller svingninger som ligger udenfor dette område vil vi normalt ikke kunne høre. F.eks. det man kalder for ultralyd (over 18.000 Hz) og infralyd (under 20 Hz).
Men lyden rammer jo også vores krop alle andre steder, så vi kan mærke den – også den udenfor det hørbare område. Al lyd rammer det omgivende fysiske miljø og bliver kastet tilbage (reflekteres). F.eks. kaster glaspartier lyden væk i alle retninger, mens gardiner synes at absorbere lyden og kaster kun en mindre del tilbage. Her taler vi om det akustiske miljø.
Lyden går ligeledes ind i hjernen, hvor den afkodes og tolkes. Den begynder så at sige at give mening. Dette påvirker også vores nervesystem – både det limbiske system (der styrer følelser) og det autonome nervesystem (der styrer kroppens funktioner, puls, vejrtrækning etc.).